Økologiske fødevarer er mere udsatte overfor skadedyr end konventionelle fødevarer. Det skyldes, at økologiske fødevarer ikke må sprøjtes med pesticider og det er heller ikke tilladt at anvende samme bekæmpelsesmidler i f.eks. lager- og produktionslokaler. Møl kan være rigtig svære at opdage i det tidlige stadie.
Livscyklus
Hunnen begynder at lægge æg tre dage efter forvandlingen og kan i løbet af de følgende 14 dage lægge op mod 400 æg. Æggene lægges normalt direkte på fødevaren, men de kan også lægges uden på emballagen og herfra trænger de nyklækkede larver så ind i varen. Udviklingstiden fra æg til voksen møl afhænger af føden og temperaturen. Under gunstige omstændigheder, det vil sige tilgængelig føde og ved stuetemperatur, varer udviklingen 4-5 uger. Udviklingstiden i kølige omgivelser forlænges væsentligt. Larvernes vækst vil i den kolde tid blive langsom og eventuelt standse helt.
Efter fire til syv hudskift er en møllarve fuldvoksen. Så vil larven normalt forlade det den har levet i og opsøge beskyttede steder i nærheden, hvor de kan forpuppe sig. Puppen, som er ca. 7 mm lang, er indspundet i en tyk, hvid silkekokon. De voksne møl kommer normalt ud af pupperne efter et par ugers forløb. Man ser i øvrigt ret sjældent møllene, for de flyver mest i mørke, men de tiltrækkes som så mange insekter af lys.
Skade og smitte
Møl ødelægger fødevarerne, uanset udviklingsstadie og skal bekæmpes effektivt. Det er ikke sundhedsskadeligt at have spist af et mølinficeret produkt, men det er en ubehagelig tanke.
Der kan i pakkeprocessen komme et mølæg fra råvaren med i en pose. Derudover har møl en meget fin lugtesans. De lugter sig frem til et godt sted at lægge æg. Det kan f.eks. være uden på en pose. Mølæg er mikroskopiske og kan ikke ses med det blotte øje. Når ægget klækker gnaver larven sig ind i posen og starter sin udvikling. Det kan foregå på leverandørens lager, på Urtekrams eget lager, butikslageret eller ude i butikkerne. Den oprindelige smittekilde kan derfor være svær at identificere.
Urtekram ofrer stor energi på at forebygge møl og holde det på et så lavt niveau som overhovedet muligt. Som nævnt ovenfor har vi som økologisk virksomhed ikke de samme muligheder som konventionelle virksomheder, da anvendelsen af gift ikke stemmer overens med økologisk fødevareproduktion. Derfor bekæmpes møl i produktionen og på lageret vha. mekanisk bekæmpelse, dvs. flittig brug af støvsugning og rengøring og opsætning af mølfælder, der indeholder et duftstof, som tiltrækker møllene. Desuden opbevarer vi udsatte varer på køl. Vi kan aldrig se os 100% fri for risikoen for mølangreb på økologiske produkter, men der ofres meget tid på forebyggelse og bekæmpelse.
Er man så uheldig at have fået møl i sit køkken er det vigtigt man sørger for grundig rengøring af omgivelserne for at forebygge spredning til de øvrige varer. Der kan nemlig være risiko for at møllene har spredt sig fra det inficerede produkt til de øvrige produkter.
Hvis møllarven først har angrebet et produkt, kan man desværre være uheldig, at det spreder sig rigtig hurtigt. Møllene er først mulige at se i produktet når de har udviklet sig fra æg til larve. Det er desværre ikke tilstrækkeligt at pakke produkterne i en plastpose og slå en knude da larven sagtens kan gnave sig igennem posen. Udover grundig rengøring anbefaler vi, at man fryser sine økologiske produkter ned i minimum 2 døgn; produkter som f.eks. mysli, mel og lettilgængelige produkter (ikke glas og hård plastbeholdere). Vi anbefaler også, at man opbevarer tørvarer i tætsluttende beholdere efter nedfrysning, så eventuelle angreb ikke kan sprede sig.